
Rudkøbing Badeanstalt
Nyrenoveret badeanstalt med gode faciliteter og åbent året rundt.
Rudkøbing Badeanstalt er placeret i den sydlige ende af Rudkøbing Havn ved siden af færgelejet. Opført i 1926 og er blevet renoveret i 2016 på sin 90-års fødselsdag. Badeanstalten har åbent 365 dage om året, er blevet et designeret Vinterbadepunkt, og er flittigt benyttet af vinterbadere på Langeland.
Gode forhold
Badeanstalten er 7 meter bred og 25 meter lang og er lavet af træplanker. Havbunden ud for badeanstalten består af sand med sten spredt jævnt over bunden. Vanddybden er relativt lav og man kan sagtens have børnene med på badeanstalten.
Moderne faciliteter – nu også med adgang for kørestolsbrugere
Ved badeanstalten finder du både toilet, omklædningsrum, udendørs bruser og badebro. Bemærk, at toilettet er lukket om vinteren (fra uge 42 til og med uge 14), mens omklædningen kan benyttes med nøgle, som fås via nøgleboks. Koden udleveres ved henvendelse til Vej, Park og Ejendomme (+45 63 51 62 60) eller Badeforeningen.
En ny rampe er desuden blevet etableret, så også kørestolsbrugere har mulighed for at komme i vandet. Rampen er placeret på siden af anlægget med direkte adgang fra de to handicapparkeringspladser på Havnepladsen.