Etape 17, Langeland
Etape 17 er en 10,5 km rute fra Dageløkke til Lohals, hvor du undervejs kommer forbi Dageløkke Havn, kystnære stier langs Langelands nordkyst, små skovområder, åbne landskaber og det hyggelige havne- og bymiljø i Lohals.

Denne tekst er et uddrag fra bogen om Øhavsstien og indeholder derfor mere baggrund, detaljer og inspiration end de korte Øhavssti‑foldere.
Sogneskel
En kilometer nord for Dageløkke mellem Vestergård og Eshøj kommer du til en lavning. En bæk løber her ud i stranden og udgør det gamle skel mellem Bøstrup Sogn og Snøde Sogn.
Marsvin og tangveje
Du bevæger dig tæt mellem land og hav. Bundgarnspæle står flere steder, og skarver tørrer ofte vingerne her. I stille vejr kan du se marsvin tæt ved kysten.
Flere veje fører vinkelret ned mod vandet. I dag bruges de af lokale, der vil sætte både i vandet. Tidligere blev vejene brugt til at hente tang og ålegræs til gødning og strøelse.
Ud for Skattebølle – 4 km nord for Dageløkke – ligger en kaffeplet.
En 6000 år gammel affaldsbunke
300–400 meter syd for Stoense Havn går du langs et vådområde. Her er fundet en køkkenmødding fra jægerstenalderens ertebøllekultur.
Køkkenmøddingen måler 15 × 20 meter og rummer østersskaller, strandsneglehuse, trækul, keramik, flintafslag og ødelagte flintredskaber.
Stoense Havn
Stoense Havn har aldrig været en havn med kajer – i vikingetiden betød ”havn” blot et sted med adgang til at laste/losse på stranden.
Rødgrund dæmper bølgerne, og Stoense Løb (6–10 m dybt) gør stedet ideelt som naturligt anløb.
Vejen ned til Stoense Havn gav let adgang for både vogne og passagerer.
Feddet
Nord for Stoense Havn ligger et stort sandet fed – tidligere græsningsareal for husdyr. I dag bruges det rekreativt.
Vestervænge
Lige før Lohals kommer du gennem løvskoven Vestervænge med store bøge.
Skoven er en hundeskov under Naturstyrelsen. Øhavsstien passerer også en lille skydebane med skiltede skydedage.
Lohals
Lohals er Nordlangelands største by – tidligere med fiskeri, færger og småindustri.
I 1900-tallet var der savværk, motorværksted, bryggeri, bådebyggeri, tolder, købmænd og telegrafkontor.
Badehoteller kom til omkring år 1900. Men efter broforbindelserne i 1960’erne faldt skibstrafikken, og færgen til Korsør lukkede i 1998.
I dag blomstrer byen igen – især med kulturhuset Banjen og den populære Frikadellefest.
Her er bager, dagligvarebutik, (flydende) shelters , campingplads og gode spisesteder.
Masser af skov og natur
Naturstyrelsen ejer store arealer omkring Lohals. Du må færdes overalt døgnet rundt. I Østre Stigtehave, Mørkholm og Bræmlevænge er der fri teltning.
Skovene omlægges til naturnært skovbrug med blandede arter og plukhugst.
Vester Stigtehave
Nord for havnen fører en sti op langs kysten til Vester Stigtehave. Vestligste del er urørt skov med gamle ege og bøge.
I Vestre Stigtehave er der shelters.
Øst for ligger Øster Stigtehave med nogle af øens flotteste bøge.
Hollænderhus og skovhaven
Ved Hovvej ligger Hollænderhus – et lille naturcenter med skovhave og lejrplads.
Læs mere i podcasten Lyden af Hollænderhuset.
Mørkholm
Skoven Mørkholm omlægges fra nåleskov til løvskov pga. barkbiller.
Fra hatbakken Hønsebjerg er der et godt kig over området.
Bræmlevænge
Skoven Bræmlevænge støder op til Lohals fra sydøst. Her findes skoveng, skovsøer og gravhøje.
Ved den gamle grusgrav ligger en primitiv overnatningsplads med bålplads.
Særlige spots undervejs
Tag en lille omvej på din tur og oplev nogle af de særlige spots der gemmer sig på Langeland.

