Etape 9, Svendborg
Etape 9 er en 9 km rute fra Vejstrup til Broholm, hvor du undervejs kommer forbi Vejstrup Ådal, Vejstrup Vandmølle, åbne landskaber omkring Tiselholt og det historiske herregårdsmiljø ved Broholm.

Denne tekst er et uddrag fra bogen om Øhavsstien og indeholder derfor mere baggrund, detaljer og inspiration end de korte Øhavssti‑foldere.
Denne etape bringer dig fra Vejstrup op gennem Vejstrup Ådal til Klingstrup og videre gennem landbrugslandskabet til Broholm Slot.
Videre op ad strømmen fra vandmøllen er færdsel på Øhavsstien ganske udfordrende.
Stien går på den skovklædte, stejle, lerede dalside, og den snor sig både op og ned og til siderne, så solidt fodtøj og agtpågivenhed anbefales.
Efter ca. 400 meter krydser stien Vejstup Å. Det foregår med manér, idet stien benytter den gamle jernbanebro fra Svendborg-Nyborg Jernbanen. Videre mod vest langs Vejstup Å, som krydses endnu engang – denne gang på en ældre bro – og så går det ellers op ad markvejen, der krydser Vejstrupgårds mægtige herregårdsmark. Herefter følger stien asfaltvejen mod Klingstrup.
Klingstrupgårdene – en historie om en hovedgård
Ved Klingstrup har der ligget tre gårde. ”Ældste Klingstrup” mod syd, ”Gammel Klingstrup” mod vest og den nyeste ”Ny Klingstrup” mod nord.
Den ældste Klingstrup er kendt fra 1351 og blev ejet af Niels Pedersen de Klinstrop. Den lå ca. 150 meter syd for den nuværende Ny Klingstrup.
Den ældste Klingstrup var en borg, som lå på et voldsted omgivet af voldgrav. Senere kom den i kirkens eje.
I 1536 kom reformationen, og kongen overtog kirkens gods – herunder Klingstrup.
I 1577 kom Klingstrup i privat eje, og siden har flere adelsslægter ejet gården.
I 1631 opførtes en ny hovedbygning – forløberen til Gammel Klingstrup – vest for borgen.
Her fandtes tre lave nicher: én til fangekælderen ”hundehullet” og to til gabestokke.
Hovedgårdene fungerede som lokale magtcentre med birkeret og myndighed over fæstebønderne.
Omkring 1800 nedrev ejeren den ældste Klingstrup og samlede ejendomme og marker under Vejstrupgård.
Den nuværende hovedbygning på Gammel Klingstrup er fra 1820.
I 1853 blev Ny Klingstrup opført på en udskilt parcel på 72 hektar.
Hovedgårdsmarker
Herregårde på Fyn har ofte store, åbne marker – som Klingstrup ejerlav.
Klingstrups skel var: mod syd Dyrehaven, mod vest Klingstrup Skov, mod nord Vejstrup Å og mod øst Vejstrupgård.
Øhavsstien fortsætter herefter fire kilometer gennem agerland med gårde, huse og vejboder.
Husmandssteder og arbejderboliger
Øst for Tøjsmose ligger fem-seks husmandssteder fra 1930–1950. De lange smalle marker ses tydeligt i terrænet.
Efter lensafløsningen i 1919 blev mange statshusmandsbrug opført på jord fra hovedgårdene.
Svendborg-Nyborg Jernbanen
Øhavsstien krydser igen den gamle tracé fra Svendborg-Nyborg Jernbanen.
Banen var i drift 1887–1964 og havde i alt knap 38 kilometer.
Rejsetiden var ca. 75 minutter.
Broholm
Broholm nævnes første gang i 1326. Det var i Ulfeldt-slægtens eje indtil 1473. Under Grevens Fejde (1533–1536) blev mange herregårde ødelagt, men Broholm klarede sig – måske på grund af voldgravene.
I 1641 købte Otto Skeel hovedgården og opførte den sengotiske bygning, der står i dag, direkte ovenpå middelalderborgen – usædvanligt for tiden.
I 1770 overtog Sehested-slægten Broholm, og slægten ejer den stadig i 13. generation.
I 2002 blev Broholm gennemrestaureret. I dag findes restaurant og konferencefaciliteter på stedet.
Godset er på 600 hektar med 160 hektar landbrug og 400 hektar skov.
Der er anlagt en Eventyrsti rundt om bygningerne.
Niels Frederik Bernhard Sehested
Kammerherre N.F.B. Sehested boede på Broholm 1839–1882. Han var både godsejer og amatørarkæolog.
Han restaurerede og ombyggede Broholm i 1839–1840 med tårn, takkede gavle og murede broer.
I 1861 begyndte han at udbygge Lundeborg Havn.
Sehested stod bag mange udgravninger i Gudme-Lundeborg-området og lagde grundstenen til vores viden om jernalderens magtcenter her.
Hans værker fra 1878–1881 bruges stadig i dag.
Hans enorme samling af 60.000 stenredskaber findes i Oldsagssamlingen på Broholm.
Gudmekongens Haller
Ved Gudme lå i jernalderen en usædvanlig stor bebyggelse med enorme haller og rige fund af guld og romerske luksusgenstande.
Sporene blev opdaget i 1990’erne. Den største hal kaldes i dag Gudmekongens Haller , ca. 50 meter lang.
Et udsigtstårn syd for sportshallerne giver formidling og markeringer af stolpehuller i terrænet.
Vandmøllen ved Vejstrup
Øhavsstien fører tæt forbi Vejstrup Vandmølle.
Der har været vandmølle her siden mindst 1600. Den nuværende bygning er fra 1838. Mølledriften stoppede i 1975, men alt inventar er intakt. Møllen er privat ejet.
Særlige spots undervejs
Tag en lille omvej på din tur og oplev nogle af de særlige spots der gemmer sig i Svendborg.


